Stjålne døtre
Cowellsk
Tilbage som litteraturnus Simon Cowell. Nogle gange tænker jeg, at de eneste træk ved min personlighed, som folk virkelig har tillid til, er min vrede, uhøflighed og sarkasme. De tre bobler trofast op fra undergrunden med en gejsers punktlighed. Ikke en bekendelse, forsikrer jeg. En blog er ikke en skriftestol. Ingen definition, selvom det er altid er trekløveret, der henvises til, når samtalen falder på undertegnede. En hypotese indtil videre så, det er jo bare et lille indlæg, og klokken er mange.
Nanna var sød nok at sende mig tre debatbøger, der hver især kunne sætte tryk på vredesgejseren, kortslutte mine tastefingre, så jeg kunne komme i gang igen. Debatbøger er altid lette at hade, men min udvalgte var af seismiske proportioner. Et forsøg på at splejse socialisme, kristendom og feminisme (i personlige aftapninger) til en frygtelig holistisk mutant. Mere om den senere, håber jeg. Mellem nat og morgen, og Mettes computer er næsten tør for strøm.
Hjemkomst ad tre tangenter
Tilbage på litteraturvidenskab, på litteraturnu og på stjålne døtre. Spørg ikke mig, eller rettere: jeg spørger ikke mig selv, hvorfor jeg den ene dag sprutter af snemyrer, for så pludseligt og vilkårligt at fylde munden med sne. Måske var min tunge blevet kold. Jeg husker ikke at have dristet tungespidsen mod skriveblokadens kolde master, men her er vi. Efter en halvvalgt tavshed. Men så igen: er forskellen så stor mellem at skrive noget og gemme det i laptoparkiverne og skrive noget og kaste det ud midt i nettets ørken?
Fra svalegang til svalegang.
Sig navnet, og folk vil altid svare “billeder”, eller i det mindste tænke det. Vangede Billeder, det er alt. Selv for de, der bor her, er ikke meget mere at tilføje. Vangede Kirke, Vangede Brugs, intet som man ikke kan sætte et hvert andet halvbekendt bynavn foran. Fraværet af billeder er netop grunden til, jeg tog herud. Jeg kan ikke på stående fod huske et eneste hus eller noget andet indtryk på vejen fra s-toget til anden sal. Det er det fantastiske ved Vangede, næsten intet trænger sig på i dit synsfelt. De eneste ting er lejligheden (Salmonsens Konversationsleksikon, fjernsynet, der næsten er et helt minut om at tænde, Eriks gamle grammofon som jeg ikke kan betjene), tørrestativerne på svalegangen (våd spidsrod, men folk bliver mistænksomme, hvis man gør for meget ud af at undvige deres trøjer og håndklæder) og naboen, der bruger cigaretter som kontaktknap for at snakke fodbold (føler mig som en teenageprostitueret, når jeg famlende sælger min opmærksomhed: ja, nej, Bendtner, Retov).
Fortinbras’ Follies…
Fortinbras' Follies
Jeg skylder en homage til Christian. Altid iværksætteren og da også medvirkende til, at Stjålne døtre (som jeg har barslet med i flere måneder) blev en realitet. Hans blog, Fortinbras’ Follies, er proppet med velskrevne og underholdende omtaler af bøger, musik, film, meget mere. Holdt i formfuldendt engelsk og har links til hans anmeldelser på Litteraturnu.dk og fotografier på flickr. Anbefales (og det er en underdrivelse).
Stilladsløse.
Efter næsten et års renovering, er stilladserne blevet fjernet fra Kvintus’ gård. På minussiden er det slut med at bryde kollegiets rygeregler på svalegangen, dvs. smugryge i den blinde vinkel mellem stilladset og trappeopgangen.
Skanska efterlod os en decimeret græsplæne. De brune pletter er hvor håndværkernes hovedkvarter (en overdådig grøn og hvid stribet telthal) og toiletvognene stod. Kollegianerrådet fik den glimrende idé at halvere det resterende græsareal med en oval fliseterrasse og to bænke, hvis eneste bruger de seneste to uger har været en halvtom colaflaske.
- Men hvorfor dog? Det var da ubekvemt! På et øjeblik lavede han en mystisk udseende telefon af to pilekviste og beordrede en eller anden til omgående at sende en bil, og dette skete straks.
En åben, brunrød bil med sortlakerede skærme dalede ned på flodbredden. På førersædet sad ikke en chauffør, men en sort langnæbbet råge med voksdugskasket og handsker. Flodbredden blev øde og forladt. Heksene fløj bort og opløstes i måneskæret. Bålet brændte ned, og de sidste gløder blev til grå aske.
Tyksakken med bakkenbarterne og manden med bukkefødderne åbnede døren for Margarita, og hun tog plads på det brede bagsæde. Bilen startede med et brøl, lettede og steg næsten op til månen. Bredden forsvandt, floden forsvandt. Margarita ilede gennem natten til Moskva. ” - Mikhail Bulgakov
Råge med voksdugskasket
Helt tilbage i februar læste jeg “Mesteren og Margarita” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov. Oprindeligt skulle jeg have skrevet en anmeldelse af romanen til mine venner på Litteraturnu.dk, men - forbandet være mit sløvsind - det blev aldrig til noget, så jeg sagde op i stedet (deadlines og picotovtrækning om fremmedord og ledsætninger er mine svage punkter).
Regardless, “Mesteren” var fantastisk. Først og fremmest en visuel oplevelse. Bulgakov blender arkaiske memer fra russisk folketro og apokryf kristen mystik med modernistiske billeder af teknologi og storby. En nøgen kvinde flyver på kosteskaft gennem Stalins Sovjet, en talende, bipedal kat tager sporvognen downtown og Satans håndlangere indtelefonerer trusler til et moskovitisk teater. Blend for blend presser Bulgakov hjernens optomekanik til det yderste. Det hjælper heller ikke, at fortælleren med groteske metaforer og similier tilsyneladende konkurrerer med romanens handling om at være mest absurd.
En anden udfordring er, at personer og miljøer er i konstant forvandling, din indre projektor skifter konstant spole. Virkningen er kalejdoskopisk og collagéagtig og til det kommer et element af visuel revision. Bulgakovs blends er ofte selvmodsigende og cirkulerer i feedback-loops, f.eks. når omtalte talende kat det ene øjeblik er en kat, det næste en tyk, tætklippet mand, så en kat igen, for til sidst at forvandle sig til en ridder i sort rustning.
For min hjerne var den sværeste opgave en råge i chaufføruniform bag rettet i en flyvende bil. Min projektor kortsluttede, men jeg nægtede at give op, bladrede gennem billeder af råger, uniformer og veteranbiler desperat efter at visualisere Bulgakovs fantasi.
Daifuku Mochi.
Japansk slik af ris og bønner. Daifuku er en blød rismelsbolle fyldt med en pasta af sødede røde bønner, anko. Den japanske specialitetsforretning Sachie på Fiolstræde sælger denne variant pyntet med hele røde bønner.
Lotterigidsel.
I Granada er der en fantastisk bar, hvor bartenderen går rundt i en hvid kittel og har et par svejserbriller i panden. Bag ham hænger en gigantisk lilla julekalender med store guldnummerede låger. Køber man en øl, får man samtidig en lottoriseddel. Har man et vindernummer, trækker bartenderen svejserbrillerne på og proklamerer i en megafon, at “vi har en vinder”. Blandt præmierne er et assortiment af usmageligt tøj, der hænger fra bøjler over baren: en flamencokjole, et par joggingbukser, en regnjakke, et miniskørt etc. Jeg vandt intet, til gengæld blev jeg fuld og truede med at drukne Daniels Hello Kitty i en dupo (se billedet), desværre var kittelmanden med svejserbriller immun over for slige trusler.
